Vold og skyderi i Brabrand chokerede beboerne på Dortesvej

To unge mænd er begge tiltalt for våbenbesiddelse og grov vold under skærpede omstændigheder – skud i det offentlige rum. Skud som blandt andet rammer en person i foden. De to unge mænd er tiltalt for det samme, men skudmanden er stadig uidentificeret. Hele episoden udspillede sig på Dortesvej i Brabrand den 29. januar 2018 lidt over et om natten, og flere personer er siden blevet afhørt af politiet.

 

Her kan man se blokken ved Dortesvej, hvor skudepisoden udspillede sig. Billedet er fra Google Maps.

 

Da retsmødet begynder den 21. november, bliver de tiltalte eskorteret ud i håndjern af bevæbnede politimænd. Det første vidne vil ikke være i lokale med dem under sin forklaring. Vidnet kommer ind i vinterjakke, det er koldt udenfor og næsten et år siden det skete.

Vidnet, en beboer på 3. sal i blokken på Dortesvej, vågner den 29. januar ved et højt brag udenfor lejligheden. Hun står op og kigger ud af vinduet. I skæret fra lygtepælene ser hun en bil smadre ind i sin nabos bil, bakke væk og smadre ind i den igen. En person kommer ud af en sølvfarvede bil og smadrer vinduerne og bakspejlene på naboens bil. Den sølvfarvede bil bakker ud og er ved at køre mennesker over. Ved vejen, som går ind til Dortesvej, står der en bande.

”Hvorfor kalder du dem en bande?” Spørger anklageren til retsmødet.

”De var maskerede,” siger beboeren fra blokken. ”Jeg var i chok, jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere situationen.”

Beboeren ringer 112, og under opkaldet løber en maskeret person rundt om et hjørne ved blokken og skyder skråt op i luften nedenfor blokken.
Forsvareren spørger, om hun kan se, hvor mange bandepersoner der er til stede

”Nej. Der er mange.”

Forsvareren spørger, om beboeren kan forklare, hvordan personerne har maskeret sig. Hun peger på sit ansigt og siger, at de var tildækket til op under øjnene. Hun trækker hætten fra sin vinterjakke op over hovedet for at vise, at mændene også havde hætter på. Der er ikke flere spørgsmål til vidnet.

Det næste vidne har – i modsætning til det første – ikke noget imod at afgive vidneforklaring, mens de tiltalte er i lokalet. De to tiltalte bliver eskorteret ind af politimænd én efter én. Vidnet forklarer, hvad han så fra sit soveværelsesvindue den 29. januar.

”Jeg ser en mand med et våben komme løbende fra en sti. Da han skyder, tror jeg ikke, det er skarpe patroner. Det ligner ikke, at han vil ramme nogen, for han peger skråt op i luften med pistolen.”

Personen, som blev skudt i foden, stod midt i fodgængerfeltet her, da skuddet ramte. Billedet er fra Google Maps.

De tiltalte bliver eskorteret ud af retssalen igen. Herefter kommer et tredje vidne ind og fortæller om episoden. Hun er søster til ham, der blev skudt i foden. De tiltalte bliver eskorteret ud af retssalen igen.

”Det starter med at min mor råber ’Mine sønner bliver dræbt.’”

Søsteren løber ned på gaden, hvor hendes brødre er. Hun løber hen til sin ene bror, og de står midt på Dortesvej i fodgængerfeltet.

”Jeg er meget chokeret. Vi var ved at blive kørt ned af en bil, som vi undveg. Jeg prøvede at få min bror med ind, men jeg kan ikke.”

Hendes bror var ikke kommet med, men stod nede på parkeringspladsen mellem bilerne.

”Jeg hørte noget, der lød som fyrværkeri. Jeg vidste ikke, at han var blevet skudt i foden før senere.”

En hund bliver sluppet løs mod søsteren og hendes bror, som begge løber ind i opgangen. Herefter ringer hun 112 og bliver sendt videre til politiet, som er på vej. De maskerede mænd flygter ,inden politiet ankommer. Der er ikke flere spørgsmål til vidnet.

Retssagen fortsætter, til dommen til de tiltalte falder den 13. december.

 

Vinkel:
Jeg vil gerne fortælle, at der har været en voldsom episode i Brabrand den 29. januar, 2018, som chokerede flere vidner, der kan fortælle om dette, men at der endnu ikke er identificeret en skudmand

Dorthe tog kontrollen tilbage

Dorthe mistede kontrollen over tilværelsen, da hun i løbet af blot en uge fik diagnosen modermærkekræft i tredje stadie, blev opereret og fik at vide, at hun havde 50% chance for at overleve over de næste fem år. Pludselig skulle hun forholde sig til, at hendes nærmeste havde dødsangst på hendes vegne. Men Dorthe tog kontrollen tilbage, da hun rejste til Indien.

Hjemme hos Dorthe står der et alter i et af værelserne. På alteret er der mange religiøse genstande håndlavede indiske dukker, et fad med tørrede blomsterblade, en pose med aske og en bedekrans. Over alteret hænger et stort billede af en person fra Indien. Det er Amma, en åndelig og humanitær leder fra Indien, som hjælper andre mennesker. Dorthe tager posen med asken fra alteret og drysser lidt ud i sin håndflade.

”Amma sagde, at jeg skulle bruge asken, hvor jeg var blevet opereret. Jeg havde et langt ar efter operationen.”

 

Amma er en Mahatma – stor sjæl. Hun er vokset op i Sydindien, hvor hun nu har sin egen Ashram, Amritapuri.

Chokforløbet

Dorthe stod ude på et toilet til en konference, da hun pludselig opdagede, at der var blod på hendes tøj. På det tidspunkt var hun blevet sendt hjem to gange i løbet af et halvt år af en læge, som sagde, at der ikke var noget i vejen med hendes modermærke. Dorthe ringede straks til lægen i Langå og fik en akuttid for at blive undersøgt. Hun blev straks sendt videre til en læge i Randers. Allerede næste dag, fandt hun sig selv ude på Aarhus Universitetshospital. Her fik hun konstateret modermærkekræft i tredje stadie.

”Jeg følte mig alt for rask til at være patient. Det kunne ikke passe. Jeg blev lidt forskrækket, men ikke ret meget, for jeg tænkte ’det skal bare lige fjernes og så er det det.’ Det ligger ikke i min natur at være nervøs.”

3 dage senere blev Dorthe opereret, og fik fjernet sit modermærke. Forløbet med diagnosen, indlæggelsen og operationen foregik alt sammen indenfor en uge.

”Jeg var jo ved siden af mig selv derefter, for jeg var jo blevet opereret indenfor en uge, og det var fuldstændig surrealistisk.”

Efter operationen ligger Dorthe på en stue, stadig halvt bedøvet. Værelset er en tomandsstue, og Dorthe deler det med en anden patient, som også har modermærkekræft. Værelseskammeraten, som ligger i sengen ved siden af, fortæller, at hun først fik fjernet sit modermærke, derefter sin tarm, sit underliv og skulle have det ene ben sat af.

”Det var så skræmmende at ligge på stue med hende, altså hun var bare dét længere. Så begyndte jeg at tænke, at det er sgu ikke så godt det her.”

 

Kontroltab

Bagefter kom Dorthe ind og tale med en overlæge, som fortalte hende, at kræften sandsynligvis havde bredt sig, og at hendes chance for at overleve var på 50% over de næste fem år. Lægen sagde også, at hun ikke måtte gå hjem og slå det op på nettet, for det var dér alle skræmmehistorierne var. Dorthe fandt sig selv og sit liv i en situation, som hun ikke kunne kontrollere.

”Det er jo et kontroltab. Jeg havde ikke forstand på sygdommen, så jeg blev nødt til at have tillid til at lægerne havde styr på det.”

Dorthe skulle pludselig forholde sig til en livstruende sygdom, som gjorde hendes nærmeste meget bekymrede. De havde nemlig i modsætning til Dorthe slået sygdommen op på nettet, og havde læst alle skræmmehistorierne.

”Jeg skulle forholde mig til andre menneskers dødsangst. Og jeg tænkte ‘jeg skal opnå meget mere, så det kan ikke passe.’ Jeg mødte så meget omsorg og så meget kærlighed, men også folk, som var blevet forskrækket og kom grædende ind ad døren, fordi det er så alvorlig en sygdom. Det var så mærkeligt, for så skulle jeg sådan sige til dem, ‘jamen jeg er ikke én af dem, der dør.'”

 

Dorthe tog kontrollen tilbage

Da overlægen fortalte Dorthe om alvorligheden af hendes kræft, sagde han, at hun skulle gøre dét hun altid havde drømt om.

”Dér tænkte jeg på Indien, fordi jeg har altid drømt om at komme til Indien.”

Dorthe tog først til München med sin mand, og de mødte Amma for første gang. Hun er en Mahatma, som betyder stor sjæl. Dorthe fik at vide, at hun skulle bruge en aske dér, hvor hun var blevet opereret, samt spise tørrede tulsiblade hver dag.

En tulsiplante, også kendt som indisk spinat, er en plante, der regnes for at have en del medicinske egenskaber blandt hinduer og i ayurvedisk behandling. På Dorthes alter er der mange hinduistiske symboler.

Dorthe tog kontrollen tilbage, da hun om vinteren tog til Indien for at få en alternativ ayurvediske behandling, fremfor den opfølgende traditionelle forebyggende behandling, hun blev tilbudt af lægerne i Danmark.

“Mange ville sige, at det var tosset at have tillid til ayurvediske behandlinger. For det ved jeg jo heller ikke noget om. Igen er det et valg. Jeg bestemmer selv, hvad vej jeg skal”

 

Dorthe og hendes mand kom tilbage til Indien og fik fuld ayurvedisk behandlingen 3 år i træk. 5 år efter Dorthes diagnose, blev hun erklæret rask af lægerne i Danmark.

 

Det vigtige i livet

Efter sygdomsforløbet og rejserne til Indien, har Dorte fået øjnene op for, hvad der rent faktisk er vigtigt i livet.

“Jeg tænkte enten fortid eller fremtid, det der var sket for længe siden, eller det der skulle ske i morgen eller om en måned eller om et år. Jeg er blevet meget bedre til at leve i nuet.”

Dorthe blev inspireret af mødet med Amma og de ayurvediske behandlere. At se et menneske hjælpe andre mennesker.

“At glemme sig selv i et øjeblik er noget jeg har lært. Det er vigtigere at gå i biffen med et af mine børnebørn, end det er at tage på en løbetur for at dyrke mig selv. Meningen med mit liv hver dag er at gøre, hvad jeg kan, for at de nærmeste og dem lidt længere væk får det godt,” Siger Dorthe og smiler.

Ved at dyrke sig selv mindre og gå mere op i nære relationer og andre mennesker har Dorthe fundet en ny frihed i livet.

“Før tænkte jeg meget, om jeg nu kunne nå at læse denne der bog eller tage ud og løbe, det er jeg stort set holdt op med at bekymre mig om. Det er meget sjovere at være i live på den måde.”

Dorthe Tapumayi og Hendes mand, Niels Kristian rejser stadig til Indien om vinteren, for at lave hjælpearbejde i Ammas ashram. En ashram er et sted, hvor en Mahatma bor.

”Det, der har båret mig igennem det, er den overbevisning om, at jeg selv kunne klare det og tage ansvar for det. Jeg har taget kontrollen. Men også den kærlighed der omgiver mig. Det må være helt anderledes at være alene og selv skulle klare det.”

Weekendavisen holder fast i traditionerne

“Det foregår heroppe,” påpeger redaktionschef Klaus Wivel med et stort smil på læben, mens han placerer sin pegefinger på tindingen. Det er i så fald også det eneste sted det foregår. Det er fredag, og kontoret er tomt, på nær to layoutere der sidder i det åbne kontorfællesskab. Fordi fredag er udgivelsesdag.

Fordybelse er et nøgleord for Weekendavisen, og det bliver man med det samme påmindet om. De store kontorlandskaber er forsøgt forbigået, fordi det skaber unødige forstyrrelser, og det kræver ro at arbejde på Weekendavisen. Fordi tankerne skal lede avisen. Derfor er enkeltkontorer eller to-personerskontorer blevet prioriteret.

“Den måde vi arbejder på kræver meget koncentration og fokus. Man bliver afbrudt mere i store lokaler,” siger Cecilie Cronwald, der er journalist på Weekendavisen.

Om man har sit eget kontor eller deler det med andre afhænger meget af, hvor man er i hierarkiet. Chefredaktør Martin Krasnik har selvfølgelig det bedste kontor. Og generelt er enmandskontorerne tildelt redaktørerne. Cecilie selv sidder på et stort to-personerskontor sammen med Martha. Nederst i hierarkiet er selvfølgelig de tre praktikanter, der alle sidder i det åbne kontorfællesskab.

“Jeg har det største kontor af alle,” griner Nicolai, en af de journalister, der sidder i et åbent kontor.


Fordybelse giver adgang til indsigt

Som tommelfingerregel skal journalisterne på Weekendavisen udgive én artikel per uge. Det betyder dog ikke, at de har mindre travlt.

“Man kan sagtens blive stresset, da kravene til artiklerne og vores research er højere, når man har bedre tid til det. Måske er det en anden form for travlhed, når man ikke har daglige deadlines,” siger Cecilie og fortsætter 

“Vi kan tilbyde noget andet, fordi vi ikke er drevet af de dagsaktuelle ting. Vi kan ikke konkurrere med nyheder, men vi kan komme med baggrunden, nogle overraskende fortolkninger. Når det ligesom er ens model, så er man lidt mindre sårbar overfor den konkurrence.”

Fordybelsen er nemlig også den salgsstrategi, som skal skille avisen ud fra andre medier. Weekendavisen fokuserer på at stille uddybende spørgsmål, som skal medføre en dybere forståelse af det pågældende emne.

Weekendavisen har for nyligt været nødsaget til at skifte adresse grundet en sparerunde. Det betød ikke fyringer, men betød at den nye arbejdsplads skulle formeres. Blandt hæve-sænke-bordene står ældre møbler i forskelligfarvede velour. Det er møbler fra det gamle kontor, som er taget med for at fastholde historien og stemningen omkring Weekendavisen. 

På Weekendavisen holder de fast i gamle dyder. Også møblerne.

 

Avisen kan noget andet end sociale medier

Weekendavisen kan fremstå som en konservativ avis. De har ingen brugbar app eller podcast, og de har kun for nyligt opdateret deres hjemmeside til en mere brugervenlig version. Men det er alt sammen bevidste valg. Cecilie Cronwald påpeger netop, at det ikke er på trods af, at de er konservative, at de har fremgang på læsertallene, det er på grund af det.

Lyt til Cecilie Cronwalds forklaring på Weekendsavisens model.


Én af grundene for den konservatisme er, at de ikke ønsker for meget digitalisering, for det betyder mere gratis materiale. Og man skal betale for Weekendavisens indhold. Det er et princip.

”Vi er meget opmærksomme på, at vi har en model, der faktisk fungerer, og den vil vi ikke udhule ved at give en hel masse gratis væk.”

Platforme er en konkurrent 

Weekendavisen forholder sig konservativt, når det kommer til platforme. Selvom de har både en Twitter-, Facebook- og Instagramkonto, er de ikke aktivt repræsenteret på de sociale medier. En gang imellem deler de en gratis artikel med en teaser, og ellers er kommunikationen til læserne lukket ligesom deres kontorer.

“De sociale medier er jo ikke bare en platform. Det er også en konkurrent. Det er et sted, hvor mange mennesker læser deres nyheder.”

På Weekendavisen er de bevidste om deres produkt og ved godt, hvorfor deres læsere benytter lige præcis deres medie. Avisen er speciel i forhold til de andre medier, og bringer mere dybdegående og analyserende artikler. Af den grund får man ikke serveret det hele på internettet.

“På de sociale medier kan man promovere sig i et eller andet omfang, men hvis man vil se det vi laver og læse vores artikler, så skal man være abonnent, og man skal have papiravisen.”

Skriver ikke til manden på gaden

Weekendavisen har den overordnede strategi, at man skal betale for deres indhold. Det hænger også sammen med deres forventninger til læserne. De skriver ikke til manden på gaden.

“Vi har jo en eller anden fornemmelse af, hvem vores læsere er. De er kloge, og de ved meget. Altså hvis man læser Weekendavisen, så er det fordi man godt gider. Man er villig til at bruge noget tid på sin avis. Så vi har en forventning om, at de er kloge, men også gider at læse, ellers ville de nok ikke sidde med Weekendavisen i hånden.”


Weekendavisen kræver fordybelse både fra journalisterne, men også fra læseren.

I en lejlighed i Aarhus sidder Siri og drikker kaffe. Hun har lige været nede i byen, for at sende sin Royal Copenhagen kop til reparation. Hun sidder med den ene arm foldet  og peger med den anden op i loftet med to fingre, hvorimellem en cigaret af mærket rød Gauloises er placeret. Kaffen i koppen er Irmas øko instant, men i weekenden henter Siri kaffe fra La Cabra. Der er ikke plads til tilfældigheder. Især ikke, når det kommer til weekendritualets avislæsning.

Lyt med i Siris weekendritual og tanker om Weekendavisen

 

Det er ligesom at sætte en god plade på eller drikke en god flaske vin. Det er det, Weekendavisen er for mig, at man ligesom har taget stilling til det, man indtager.

“Det er en avis, der forventer, at du gør dig nogle tanker om de ting, der bliver skrevet. Der er tid til at skrive artiklerne. Der er noget eftertanke, og det synes jeg er helt vildt vigtigt i de her dage hvor alting er resultatorienteret og går meget hurtigt.”

 

Journalisten træder ind i artiklen

Det journalistiske produkt bærer præg af fordybelsen og den elitære målgruppe. To tendenser bliver tydelige, når man ser på, hvordan Weekendavisens journalister arbejder.

For det første bringer journalisterne gerne sig selv fysisk ind i et interview I artiklen Gesandt i guldfeberens land er en journalist på besøg hos Danmarks nyudnævnte tech-ambassadør i Silicon Valley. Journalisten omtaler sig selv som Weekendavisen – ”Weekendavisen venter på bagsædet…” Et andet eksempel er Selv tak!, journalisten skriver: ”Lad os sætte, at jeg er vældig godt hjemme i Minsk.”

 

Anden tendens er, at journalisten ikke er bleg for at tilkendegive sin egen egen mening i artiklen. I Styrelse til hest om Britta-sagen skriver journalisten: “[…] Britta køber hest, Britta klapper leopard, Brittas guldsmykker, biler, Hvidovrevilla, ødegård, safarihytte. Nu ved vi nogenlunde, hvor 111 millioner kroner er blevet af. 111 millioner af de allerfattigstes penge. En undseelig bogholder med adgang til udbetalingssystemets datalogiske nerve har angiveligt stukket dem til sig og omsat dem til et hemmeligt liv i luksus. […]”

Simon jagter adrenalin gennem urban exploring

Simon Brandt er flere gange kommet til skade under sine opdagelsesrejser i forladte bygninger og steder både i Danmark og i udlandet. Dog mener han, at det altid er oplevelsen værd.

Simon og Helena bryder ind i en gammel landejendom i Bulgarien. Med det samme de kommer ind ad døren rammer en sød lugt af forrådnelse dem. Lugten af død. De går på opdagelse i huset og finder en fryser, hvor der løber noget udefinerbart væske ud af. De åbner aldrig fryseren. En af de ting, Simon frygter ved Urban Exploring, er at komme til at finde et lig.

Landejendommen i Bulgarien har stadig hele inventaret fra før det blev forladt. Urbexere har et kodeks om, at man aldrig stjæler fra de steder, man besøger. En kendt regel indenfor miljøet lyder: ”Take nothing but pictures, leave nothing but footsteps.”

Urban Exploring (kendt som urbex) er risikofyldt. Ved udforskning af forladte steder er der fare for at falde gennem gulvet, man kan stikke sig på rustne søm eller gamle kanyler. Hvis man skal kravle gennem et ødelagt vindue, kan man skære sig på glasset. Men det Simon bekymrer sig mest om er politiet. Ifølge loven er ulovlig indtrængen strafbar med bøde eller fængsel op til 6 måneder.

”Da politiet kom, havde Jeg svedt igennem min kasket af paranoia. Jeg stod og rystede, da de skulle se vores pas.”

For 2 måneder siden brød Simon og hans kæreste ind i et gammelt lager med blandt andet sporvogne, tanks og ubåde fra 2. verdenskrig. Ejeren opdagede dem og tilkaldte politiet. Dog gik der ikke lang tid før ejeren godt kunne se, at Simon ikke var en indbrudstyv. Han var bare interesseret i at se på de gamle transportmidler, som lageret indeholdte. Da politiet ankom, ville ejeren ikke have dem sigtet alligevel til politiets store frustration.

”Ejeren kunne mærke min passion, og han kunne godt se, at jeg i virkeligheden bare var en kæmpenørd”

Lageret indeholdte både ubåde, sporvogne, tanks, biler, lastbiler og pansrede mandskabsvogne.

”Man skal være en stor nørd og have en trang til at opsøge nogle mærkelige steder, som folk ikke altid ser. Der er adrenalin forbundet med det. Man må ikke gøre det, og det bliver man hooked på.”

Nogle surfer, nogle laver faldskærmsudspring eller dyrker andre former for ekstremsport. Der er mange måde at jagte adrenalin på, og urbex er en af dem. Forskellen er, at urbex er en meget hemmelighedsfuld affære. Adresserne bliver holdt hemmelige, så folk, der ikke kender til de uskrevne regler, ikke ødelægger dem. Hvis man vandaliserer steder eller stjæler genstande fra huse, som man besøger, kan et sted hurtigt blive ødelagt. Og man kan hurtigt blive ekskluderet fra urbexmiljøet, hvis man bryder reglerne.

”Det er nysgerrigheden, jeg er vanvittig nysgerrig, når der står at man ikke må gå et sted ind, jamen så må man bare gøre det.”

Simon er blevet taget af politiet og er blevet registreret en enkelt gang under et indbrud i en kran. Men han er også kommer fysisk til skade under et besøg af et forladt stadion i Lisabon. Indgangen til stedet var gennem nogle tremmer. Simon var for bred til at komme igennem, men besluttede sig for alligevel at mase sig igennem.

”Jeg havde sådan et kæmpestort blåt mærke og en hudafskrabning henover brystet og på lænden og på hofterne. Da vi skulle ud igen, var så hævet, at jeg ikke kunne komme igennem. Jeg måtte vente et par timer på at hævelsen forsvandt igen, men det var et godt spot.”

For Simon er oplevelsen og adrenalinkicket dét som driver ham til at blive ved med at udforske forladte steder. At det er ulovligt og farligt stopper ham ikke.

Internationale isolerer sig fra danske studerende

Internationale studerende på institut for matematik har svært ved at socialisere med danskere, selvom de får hjælp fra I-mentorer under deres ophold. Det skyldes blandt andet en tendens til ikke at ville tale engelsk fra danskernes side. Desuden er kulturforskelle og danske alkoholvaner en udfordring for internationale.

Nede i matematisk kantine sidder studerende i grupper ved borene og snakker sammen. Det fyldte lokale er ved at sprænges af alle samtalerne, der foregår i grupperne. Gennem larmen kan man svagt adskille en samtale på engelsk fra alle de andre på dansk. Følger man lyden, finder man ved et bord Dmitry Otryakhin i en samtale med to andre internationale studerende.

Dmitry Otryakhin har en kandidatgrad i matematik og har studeret matematik i 6 år.

Dmitry Otryakhin kommer fra Rusland og har boet i Danmark i 2 år. Han har fundet sit sociale netværk gennem andre internationale studerende. Han har ikke nogen danske venner.

”De internationale studerende holder meget sammen og blander sig ikke med de danske,” Siger Dmitry

For Dmitry kan det være en udfordring at komme i kontakt med danskere, selvom han snakker godt engelsk ligesom størstedelen af folk i Danmark. Danskere har ikke altid har vilje til at snakke engelsk, selvom de godt kan.

”Engang stod jeg ved et busstoppested, hvor en dansker spurgte mig om noget, og da jeg så svarede på engelsk, gik personen igen.”

Dmitry hører ikke til den gruppe studerende, som får tilbudt en I-mentor. I-mentorer hjælper internationale studerende med en lang række ting, når de kommer til Danmark.

Pav har hjulpet internationale studerende med lægebesøg og at finde lejligheder

Pav Wolff Pedersen er studerende og I-mentor på Institut for matematik. Han er med til at holde sociale arrangementer for de internationale studerende og sikre dem et socialt netværk. Oftest er arrangementerne kun for de internationale, blandt andet på grund af problemer med sprogbarriere. Dmitry Otryakhin er nemlig ikke den eneste, der har haft svært ved at komme i kontakt med danske studerende.

”Hvis der er færre internationale elever og en masse danskere, så taler folk generelt dansk, og så kan de internationale komme til at føle sig udenfor.” Siger Pav

Pav fortæller, at der afholdes ’international nights’ på studenterhuset hver tirsdag, hvor danskere også kan deltage, men der kommer sjældent nogen. Opdelingen mellem de studerende skyldes også kulturforskelle.

”Jeg tror danskere har sådan en høflig afstand til folk, vi ikke kender, og dét er mange ikke vant til. De går ud fra, at danskerne egentlig ikke kan lide dem. Det er svært at skabe sig nye venner i Danmark åbenbart.”

Jonathan er på andet semester på sin kandidat og skal til Schweiz næste år for at skrive speciale.

Jonathan Mirpourian er fra det danske mindretal i Nordslesvig. Jonathan kom til Danmark for 4 år siden for at læse til maskiningeniør. Han er også I-mentor på Institut for matematik.

”Jeg henter dem første dag i lufthavnen og plejer også at holde nogle arrangementer i mit kollektiv, hvor jeg inviterer dem til fester. Vi laver også mad sammen fra deres kultur.” Siger Jonathan

Arrangementerne kan også være bowlingture eller at tage på stranden og grille, men ifølge Jonathan ender alting ud i fest i Danmark. Den danske drukkultur kan være overraskende for de internationale, når de kommer til Danmark.

”Jeg kommer selv fra Tyskland, og hele konceptet med at slappe af med en øl er meget dansk. I Tyskland er det meget mere accepteret, hvis man slet ikke drikker, end det er i Danmark. Man får venner gennem fest og druk i Danmark.”

Jonathan taler flydende dansk, og det har gjort det let for ham at skabe et socialt netværk i Danmark. Sproget binder mennesker sammen, og det kan danskerne komme til at glemme.

”Internationale har en tendens til at søge sammen med folk fra det samme land. Det er ikke fordi de ikke prøver, det er bare det nemmeste. Når man snakker dansk, holder man passivt den internationale ude. Danskere er ikke så slemme, man skal bare presse på for at være sammen med dem. ”

Anslag: 3.997
Korrektur af Mikkel

Fodbold skaber et sammenhold man sjældent ser

  • Af Josefine S. Rasmussen

 

Mortens blik er rettet mod sejr og taktik: ”selvom dit hold sådan set er dårligere end det andet, så kan du stadig vinde, og det er ved at være et godt hold.”

Kampen starter ud og Mortens hold, A.C Pink Panthers, er under pres med det samme. Man kan godt mærke, at det andet hold, Aarhus Fremad, har en klar plan for taktikken. De presser hårdt på og får lavet et hurtigt mål. Spillerne hiver efter vejret og fortsætter spurten henover kunstgræsbanen. Aarhus Fremad brænder to chancer for at score til 2-0 og til 3-0. De får alligevel lavet et mål mere, og stillingen er nu 2-0. Morten scorer et mål og får stillingen op på 2-1, og A.C. Pink Panthers er tilbage i kampen. Det er overskyet og har regnet hele dagen. Morten er forpustet. Han er ikke i god form. A.C Pink Panthers arbejder sig ind i kampen og kommer op på 2-2. Aarhus Fremad scorer et hurtigt mål. Det er sensommer. Stillingen er 3-2. Der er 3 minutter tilbage af kampen.

 

Holdånd

Fodbold skaber et fællesskab, som man ikke finder ret mange andre steder. A.C. Pink Panthers spillede mod Aarhus Fremad i en medrivende kamp. Der var en hård indsats fra begge hold, og det er et eksempel på stærkt engagement i samarbejde om noget, der er vigtigt for én. I fodbold står man sammen som hold. Man møder nederlag og sejre. Man møder den bagende sol om sommeren og regn og mudder om efteråret. I fodbold har man et mål både på banen, men også som hold; et mål om at stå sammen og blive bedre i kraft af hinanden.

Det særlige ved et hold er, at man ikke kan undvære hinanden. Man kan ikke undvære en målmand, en angriber, eller en forsvarer. På et hold har alle en betydning. Og det skaber et fællesskab, som er svært at bryde.

”selvom dit hold sådan set er dårligere end det andet, så kan du stadig vinde, og det er ved at være et godt hold.”

Omklædningsrummet
Der blev kæmpet bravt fra begge sider, og kampen endte uafgjort, 3-3 med et mål fra A.C Pink Panthers i de sidste 3 minutter. Holdet går i omklædningen.

I det varme, svedlugtende lokale sidder holdspillerne på bænkene og diskuterer kampens højtepunkter over en øl. Der bliver lavet jokes. De driller en holdkammerat med, at han er en tøffelhelt og ikke må komme ud om aftenen, fordi han skal støvsuge. Latteren bliver kastet frem og tilbage mellem de kolde klinker.

Nok er omklædningsrummet småt, ildelugtende, og alt andet end renligt, men det er her, der er plads til at dele lige hvad man vil med sine holdkammerater.

 

Omklædningsrummet er lukket forum. Det er en privatfest, som kun én selv og ens hold er inviteret til.

”Der er ikke rigtig noget, der er for crazy til et omklædningsrum.”

 

Dog er det svært at blive inviteret indenfor de lukkede døre. Det bekræfter Morten, da han bliver spurgt ind til, hvad det vildeste der er sket i omklædningsrummet er.

”Det er et kodeks i et omklædningsrum. Det må forblive hemmeligt.”

 

Barndom

Morten Løvig har spillet fodbold siden han var 4 år gammel. Hans første erindringer om fodbold er noget, som rækker tilbage til 8-årsalderen
”Jeg var helt vild med det. Kunne ikke få nok. Kom hjem efter skole med græspletter på bukserne, og fik skæld ud af mor, fordi hun ikke kunne få det af i vask”

 

Det betyder noget særligt, når man i en ung alder lærer at samarbejde.

”Vi hørte ikke så meget efter, det blev tit noget rod, det vi gik rundt og lavede. Men så indimellem var vi lige pludselig bare koncentrerede i en kamp og spillede flot fodbold, sådan helt ’wow kan vi det?’”

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.